Irritabel tyktarm (Colon irritabile)
Hvad er det? Irritabel tyktarm er en generende, men helt ufarlig tilstand med ændret følesans i tyktarmen og forstyrrelser i tarmens bevægelser. Tilstanden viser sig ved smerter, oppustet mave og vekslende afføring (hård mave eller diarre, undertiden i samme seance). Symptomerne kommer typisk efter måltider, tiltager i løbet af dagen, er værst om aftenen og forværres ofte i forbindelse med stress. Smerter og ubehag mindskes ofte ved afgang af luft eller afføring. Der er undertiden fornemmelse af ufuldstændig tarmtømning. Afgang af slim er et mindre hyppigt symptom. Tilstanden er meget hyppig. 20% oplever symptomer på et tidspunkt, men nogle er meget mere generet end andre. Tilstanden starter normalt tidligt i voksenlivet og varer i årevis.
Hvordan stilles diagnosen? Diagnosen kan mistænkes på de ofte typiske symptomer. Da alvorligere lidelser, som kræft, gluten allergi, laktoseintolerens, kronisk tarmbetændelse, kan give lignende symptomer, og da der ikke er nogle undersøgelser, der specifikt kan vise, at symptomerne skyldes irritabel tyktarm, er diagnosen en såkaldt udelukkelsesdiagnose: Dvs. at diagnosen kræver, at andre lidelser er udelukket. Der vil som led i udredningen ofte foretages en kikkertundersøgelse af tyktarmen. Ved denne kikkertundersøgelse findes ofte normale forhold, men indirekte tegn på colon irritabile som divertikler (udposninger), spasmer og dårlig udrensning med vandlige rester af udrensningsmidlet styrker diagnosen. Du har med andre ord ikke fået stillet diagnosen: irritabel tyktarm alene ved kikkertundersøgelsen idag. Den kan højst sandsynliggøre diagnosen. Tal derfor med din egen læge om der kræves yderligere undersøgelser.
Hvad er årsagen? Årsagen til Irritabel tyktarm kendes ikke, men der er formentlig tale om flere forskellige årsager. 10-15% opstår efter en tarminfektion med diarre.
Hvordan behandles det? Da man ikke kender årsagen er behandlingen rettet mod symptomerne. Kosten er vigtig, idet mange fødeemner kan fremprovokere eller forværre symptomerne. Et almindelig anerkendt råd er mere fiberrig kost, mere motion og rigelig væske. Den fiberrige kost kan imidlertid forværre symptomerne hos nogle, så jeg plejer at anbefale, at man forsøger sig frem med små kostændringer. Medicinske præparater mod luft og rumlen har sædvanligvis ingen effekt mens enkelte kan have gavn af midler mod kramper i maven. Blødgørende midler mod forstoppelse som Magnesia eller HUSK hjælper mange, ligesom flere midler kan være virksomme mod diarre, hvor HUSK også er en mulighed.
Hvordan er fremtidsudsigterne? Irritabel tyktarm kommer normalt i perioder gennem livet, hvor symptomerne kan svinge i intensitet. Undertiden være helt væk. Tilstanden er ikke livstruende og udvikler sig ikke til kræft eller kronisk tarmbetændelse. Der kan udvikles divertikler (udposninger)i tarmen. Udposningerne er i sig selv betydningsløse og giver ingen symptomer men kan i sjældne tilfælde give anledning til akutte tilstande som perforation, blødning og betændelse.
|