|
LASERBEHANDLING AF MODERMÆRKER M.M.Information til patienter der er behandlet med laser for diverse modersmærker, vorter m.m. Modersmærker der indeholder pigment kan være ondartede. Det er derfor ikke rigtigt at fjerne sådanne mærker med laser, da man så ikke får mulighed for at stille en mikroskopisk diagnose. Kun ved at skære disse læsioner ud kan den rigtige diagnose stilles. Dette har betydning for at kunne tilbyde den mest optimale behandling. Elementer, der ikke er suspekte for at være ondartet, ( se anden vejledning) kan imidlertid ofte med fordel fjernes med laser. Ved laserbehandlingen bliver hudelementet fordampet af laserstrålens varme, hvilket efterlader et overfladisk brandsår. Dette sår kræver ikke nogen speciel pleje, men det kan vaskes med vand og sæbe, hvis der er tegn på infektion. (væsken, rødme af omgivelserne) I løbet af et par dage kommer der en sårskorpe, som fylder det brændte sår op. Det er vigtigt, at dette sår ikke fjernes, idet der så vil være stor risiko for ardannelse. Ellers er det almindeligste, at såret heler op uden ardannelse. Hvis laserbehandlingen har været dyb, er der imidlertid risiko for ardannelse, mens en for overfladisk behandling kan medføre at noget af farven fra modersmærket atter trænger gennem huden. Dette er imidlertid at foretrække, idet behandlingen så blot kan gentages, hvorimod ardannelse er sværere at behandle kosmetisk tilfredsstillende. Når skorpen er faldet af, er fordampningshullet fyldt op med ny hud. Denne nye hud er mere blodrig og dermed mere rød end omgivelserne, men vil afbleges over måneder, så den efterhånden bliver som den omgivende gamle hud. Ofte vil der dog vedblivende være en lille hvid/afbleget plet på stedet. For at opnå et optimalt resultat er det vigtigt, at der ikke kommer farve fra kosmetik og lignende i området, så længe der er skorpedannelse. Desuden bør såret dækkes med en solcreme med høj faktor ved eksposition for sol de første måneder for ikke at få misfarvninger i området.
|